En hyldest til baristaen
Husker du titelsangen fra Sams Bar? Det var den der serie fra 80'erne, der handlede om de samme gamle hoveder, der sad og hang rundt om baren, mens de delte glæder og sorger over en øl med seriens andre stamgæster.
Sometimes you want to go
Where everybody knows your name
And they're always glad you came...
Vi har alle samme det der sted, som vi godt kan lide at vende tilbage til. For mig er det stamcafeen.
Der er flere stamcafeer, men især en får mig til at nynne denne sang, hver gang jeg cykler forbi, mens jeg i farten nysgerrigt skæver hen mod vinduet for at se, hvem der mon er på arbejde. Jeg har siddet mange gange i det vindue. Nydt morgensolen over en flat white og talt om vejr og vind med stedets baristaer. For selvom kaffen er god, er det hverken den eller den flotte latteart, der gang efter gang har fået mig til at vende tilbage.
God kaffe kan måske nok være svær at finde, men gode baristaer hænger i modsætning til kaffe ikke på træerne. Dem skal man besøge mange cafeer for at finde.
Det er en skam.
Baristaen kan med meget små midler, ændre ens humør.
Making your way in the world today
Takes everything you got
Taking a break from all your worries
It sure would help a lot
Wouldn't you like to get away?
Sometimes you want to go...
Ofte er jeg sluppet væk fra hverdagen der. Baristaen har ikke blot lavet min kaffe, men også vist interesse og genkendelsesglæde, talt om stort og småt. Og selvom det ofte kun har været en kort samtale henover espressomaskinen, så er jeg gået derfra med opløftet pande, ny energi og godt humør.
Især I løbet af min barsel tilbragte jeg mange morgener der. Ikke for at sidde og søbe latte i mig i bar kedsomhed, men simpelthen for at undslippe livet som mor: for at lade deres gode humør smitte af på mig efter en nat med manglende søvn og frustration. Midt i smalltalk og latter glemte jeg alle mine kvaler og blev propfuld af ny energi og overskud til igen at påtage mig rollen som hjemmegående med baby. Og nu da min barsel for længst er overstået, går jeg stadig gerne de 500 meter længere for at få en sludder for en sladder, mens de brygger min kaffe. De skaber et fristed i de tre minutter, det tager at lave en kaffe og fortælle en røverhistorie. De redde måske ikke verden ved at lave kaffe, men de har mange gange reddet mig fra at drukne i min hverdag.
