Er en lydbog nu også læsning?

Jeg husker de blå/røde rækker af lydbøger i den særlige afdeling på det lokale bibliotek, da jeg var barn. Dengang var lydbøger mest tiltænkt folk med synshandikap eller børn. Det var ikke ligesom i dag, hvor lydbøger er blevet en populær måde at udnytte tiden på, mens man sidder i bilen, i toget, laver mad og mange andre aktiviteter – for man skal jo helst nå så meget som muligt. Men dengang var lydbogen også noget større. Disse røde plastikmapper på biblioteket indeholdt adskillelige kassettebånd, og man skulle slæbe både dem og en klodset walkman rundt. I dag skal man bare downloade den på sin telefon, og så er det i gang, hvor som helst, når som helst.

Min intro ind i litteraturens verden startede faktisk med en lydbog. For over 10 år siden lyttede jeg til "The Unbearable Lightness of Being" af Milan Kundera, mens jeg sad i mit vindue og strikkede i sommervarmen. Lydbogen gav mig lyst til at tage en rigtig bog op. Så kom jeg på universitetet og blev opfordret til at læse rigtige bøger. Jeg lagde lydbogen på hylden for en stund.

På det seneste har jeg dog genoptaget aktiviteten. Jeg må nok bare sande, at der ikke er timer nok i døgnet til alt det, jeg gerne vil og alle de bøger, jeg gerne vil læse. Siden jeg blev mor, er bunken af ulæste bøger vokset stødt.

Sidste forår besluttede jeg mig så for at tegne et Audible-abonnement. Måske var det dels fordi, der var en tysk bog om børneopdragelse, som jeg ikke rigtig gad bruge tid på at læse. Jeg var allerede blevet afhængig af at lytte til podcast, så jeg tænkte "Det er den nemme løsning." 

Siden er jeg gået i gang med flere andre lydbøger, også skønlitteratur, men det er lidt med ambivalente følelser, når jeg vælger lydbogen frem for den fysiske bog, for lad os sige det, som det er. At høre en lydbog er slet ikke det samme som at læse en fysisk bog.

Når jeg sætter mig og læser en bog, er der i høj grad tale om fordybelse. Når jeg hører en lydbog laver jeg ofte noget andet på samme tid og glider somme tider ind og ud af handlingen. De fleste lytter vel til lydbøger for at spare tid, for at kunne foretage sig noget, mens de "læser". Når jeg ser folk kalde lydbogslytning for læsning, rynker jeg lidt på næsen og tænker: "Jamen du har jo ikke læst," og sådan har jeg det også, når jeg selv lytter til lydbøger.

Jeg har det lidt med lydbøger, som man havde det med natdating i slut halvfemserne, hvor der blev set skævt til folk, der ikke kunne finde en partner på gammeldags manér. I dag er det helt normalt at finde en partner via Tinder og diverse andre sites, men dengang var det lidt tabubelagt.

Måske vil det samme ske for lydbogen. Måske vil den også en dag blive den mest gængse måde at "læse" på, måske er det allerede blevet det, og jeg er bare håbløst bagud. Men jeg føler stadig lidt, at jeg er litteraturen utro, når jeg hører en lydbog i stedet for at læse den fysiske bog. Jeg giver den ikke min fulde opmærksomhed, men deler den i stedet med strikketøj, madlavning og andre aktiviteter.

Er man kun rigtig tro mod litteraturen, når man sætter sig til rette og mærker det cremefarvede papir og de sorte bogstaver mellem ens hænder, mens man forsvinder dybt ned i forfatterens univers og glemmer tid og sted? Læsning er en prioritet ligesom så meget andet. Jeg vil gerne prioriterer det, men er pt. ikke i stand til det med de få timer i døgnet, jeg har til mig selv. Er det så ikke okay at snyde lidt?

Lydbøger har i hvert fald en fordel, som en almindelig bog ikke har. 

Hele ideen med at tegne et abonnement var, at jeg måske kunne komme igennem nogle af de klassikere, som jeg ikke rigtig kunne komme i gang med i bogform. Jeg lagde stærkt ud med Proust, og skal da også indrømme, at jeg endnu ikke er kommet igennem den 19 timer lange lydbog af "Remembrance of Things in the Past: Swann's Way", som du måske ved, kun er første bind i serien. Okay, indrømmet. Den lange bog gav mig måske lidt af en mavepuster. Proust er på en gang smuk, men også meget tung læsning/lytning. Til gengæld nåede jeg noget længere med lydbogen end de ti sider, jeg fik læst, da jeg gik i gang med at læse bogen for et par år tilbage.

Netop med Proust fungerer lydbogsformatet godt. Fortælleren kan guide mig gennem historien med sin stemme. Det er nemt at tabe tråden i Proust lange sætninger, som stikker af og begynder at beskæftige sig med noget andet, inden de så kommer tilbage til den egentlige historie to sider senere. I lydbogen kan jeg høre, hvornår det begynder at stikke af, hvornår jeg skal være opmærksom. Fortælleren har allerede læst den og leder mig på rette vej, og jeg føler faktisk, at med netop denne bog får jeg mere ud af at høre den end at læse den.

Lydbogen har også den effekt, at jeg igen får mere lyst til at tage en fysisk bog op og læse den. Tage mig tid. Og det at høre en bog, sætter lige så meget gang i min skrivelyst som en fysisk bog. Måske handler det bare om at skabe en balance mellem det hørte og det læste, så jeg ikke længere føler mig utro. Når jeg igen føler, at jeg kan prioritere læsning af den fysiske bog, vil lydbogen måske ikke føles lige så skamfuld som den gør nu.