Fri mig for corona

I går var første dag med lockdown light i Tyskland. Fra nu af og hele november måned er det højst tilladt at mødes 10 personer - dog højst fra to hustande på samme tid - og cafeer og restauranter må igen kun køre med takeaway, mens kneiper og barer samt alle kulturinstitutioner må holder dørene lukket.

På vej på arbejde skal jeg have maske på. Der er indført maskepåbud på de femhundrede meter, der er hen til mit kontorfællesskab. Jeg går langs en af Neuköllns mest befærdede gader, og jeg bliver halvdeprimeret af at være tvunget til at bære masken udenfor. Nok den ting jeg har fundet mest indgribende i hele coronaforløbet.

Tatobiksen er lukket. Restauranter og caféer har stablet deres borde og stole - inde som ude. Der skal ikke herske tvivl om, at kunderne ikke kan og må sidde ned. Ikke engang mens de venter på deres takeaway. Indtil nu har udeserveringen ellers været fyldt med folk i tykke jakke, der ligesom mig selv ikke har ønsket at sidde på en indelukket restaurant. Men nu er der altså tomt.

Heldigvis holder daginstitutioner og skoler stadig åben. Jeg har talt med en del forældre her på det sidste, og alle har sagt det samme: Så længe kitaen (tyske børnehaver og vuggestuer) holder åbent, kan de holde alle andre restriktioner ud. I mit privatliv kommer de nye restriktioner ikke til at ændre noget pt. Vi har stort set kun købt takeaway siden foråret og har maks mødtes med en ven ad gangen. Så længe kitaen ikke lukker, kan jeg også klare alt, men jeg har selvfølgelig ondt af alle de mennesker, som kommer i klemme i det her, som mister deres indtjening, deres levebrød. Hjælpepakkerne her dækker kun faste omkostninger. Hvis man er selvstændig må man håbe, at man har penge på kistebunden, for ellers får man svært ved at brødføde sig selv og sin familie.

Julen er blevet en gulerod, som vi sigter imod. Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordenligt og overholde restriktionerne, kan vi måske få en normal jul, besøge familie og venner. Men det virker pænt usandsynligt, at man efter en måneds kamp pludselig giver grønt lys til gå juleamok.

Coronakrisen er ofte blevet sammenlignet med anden verdenskrig, på grund af den verdensomspændende krise, pandemien har forvoldt. Der er mange lighedspunkter. Senest hørte jeg i podcasten Kongerækken, hvordan danskerne i krigens første år brød ud i fællesang til diverse alsangsstævner, ligesom vi sang sammen hver for sig under coronanedlukningen i foråret. Dertil kommer den krise, som coronapandemien har sendt verdenssamfundet ud i: død, hamstring af varer, arbejdsløshed og indskrænkning af den personlige frihed. Men I modsætning til tyskerne overgiver corona sig ikke fra den ene dag til den anden. Den dag, hvor verdenslederne stiller sig frem på talerstolen og fortæller os, at nu er det hele overstået, vil ikke finde sted. Vi hører igen og igen, at vi må lære at leve med det.

Alligevel kan man drømme. Når corona engang er et overstået kapitel, vil vi igen være frie. Vi vil kunne rejse verden rundt, kramme vores venner når vi mødes, drikke øl og stå tæt i en brandert og danse til den lyse morgen. Jeg ved godt, at den dag ikke er lige rundt om hjørnet. Jeg ved, at der højst sandsynligt bliver tale om mere end blot en enkelt dag. Der er lange udsigter til maskefrihed.

Jeg står tit i køen i supermarkedet og studerer de kreative anordninger, der er sat op for at beskytte medarbejderen ved kassen. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor lang tid der skal gå, før vi ikke længere behøver se al servicepersonale gennem plexiglas. Bliver det, når der er udviklet en vaccine? Når alle i risikogruppen er blevet vaccineret, eller når en vis procentdel af befolkningen i det givne land er vaccineret?

Vil vi også brænde vores ansigtsmasker i gaderne når corona er et overstået kapitel, som man dengang brændte mørklægningsgardinerne på befrielsesnatten?

Folk taler meget om, hvad de savner, hvilke goder de har måtte give afkald på i forbindelse med lockdown og smittefare. Personligt går ikke og lider afsavn. Jeg kan godt undvære fester, ture i biografen og at se folk smile i supermarkedet, så længe jeg ved, at muligheden kommer tilbage. Men jeg savner en hverdag uden coronastress. At jeg kan gå ud af mit hjem uden at tænke på masker og håndsprit, at jeg ikke skal stresse for at få mit barn til at vaske sine hænder, når vi kommer ind ad døren, og at jeg ikke konstant skal risikovurdere, når jeg gerne vil ses med en ven, tage S-bahnen eller købe ind.

Den europæiske drøm om åbne grænser og fri bevægelighed, som min familie og jeg har så meget brug for er blevet til lidt af en mareridt for mange. På et tidspunkt åbner de igen, men indtil da må vi væbne os med tålmodighed. Ligesom vi må med hensyn til corona. Jeg vil gerne være fri for corona, men bliver det nok først den dag, jeg har lært at leve med den og sige pyt.