Myten om voksenlivet

Som barn elskede jeg tanken om at være forklædt som voksen. Jeg skrålede med på Kim Larsen-sangen af samme navn og drømte mig ældre. Der var noget spændende ved at være klædt ud som voksen, og få et lille indblik i den verden, jeg endnu selv var så langt fra at være en del af. Når man blev stor nok til at tage ud på egen hånd og opleve den virkelige verden uden far og mor ved sin side.

Nu omkring 30 år senere har sangen fået en anden mening. Nu sidder jeg her: rent faktisk forklædt som voksen. For indeni føler jeg mig stadig ung. Jeg har stadig lyst til at være pjattet og opføre mig ungt og uansvarligt, men bliver tit tynget af voksenlivets ansvarsfølelse og samfundets og måske ligeså meget mine egen forestillinger om, hvordan en voksen bør opføre sig.

Sjovt, hvordan alderen blev brugt som milepæl, da man var yngre. Den næste fødselsdag var noget man så frem til, for så kunne man krydse endnu et punkt af på listen af ting, man var udelukket fra. Når man fyldte 15, blev man buksemyndig. Når man blev 18, kunne man tage kørekort. Når man fyldte 21, kunne man komme ind på yndlingsdiskoteket uden at skulle låne ID af vennerne. Sådan blev man ved med at stræbe mod det næste tal helt ind i voksenlivet, hvor man nu sidder og engang imellem ønsker sig tilbage til tiden, hvor man stadig talte forventningsfuld opad.

Mine tanker om voksenlivet såvel som barndommens og ungdommens stræben efter at vokse sig større og ind i det idealiserede voksenliv - hvor man kan tage sine egne beslutninger og ikke stå til regnskab overfor en voksen - begyndte for nogle år siden, da jeg en eftermiddag sad for mig selv på en cafe i Paris. Jeg havde fået udgang. Det vil sige, det var en af de første eftermiddage, jeg tilbragte i eget selskab, siden jeg halvandet år tidligere havde fået et barn.

Og netop den eftermiddag havde jeg fornøjelsen af at sidde ved siden af to amerikanske piger i start 20'erne, som var ude at stå på egne ben for første gang. De var ved at definere voksenhed, som var det en forandring, der sker fra den ene dag til den anden. Som går man over dørtærsklen fra et rum til et andet, den dag man selv begynder at betale sine regninger, og pludselig står man der.

Voksenlivet er dragende og spændende, når man endnu ikke har kastet sig rigtigt ud i det. Jeg husker selv, da jeg som 24-årig skulle tage mit første banklån og købe en lejlighed. Jeg følte mig pludselig meget voksen i kraft af det ekstra ansvar, jeg pludselig havde fået. Inderst inde havde jeg jo ikke ændret mig, jeg havde bare fået et nyt ansvar at skulle tage stilling til og tilføje til listen af bekymringer. To måneder senere mistede jeg mit job, hvilket resulterede i en del søvnløse nætter, og mit første rigtig møde med voksenlivets kvaler. Uanset hvor meget man har stræbt mod voksenlivet, indser man på et tidspunkt, at livet nu også kunne være dejligt, hvis man var fri for alt det voksenansvar.

Hvor var livet dog lettere, da jeg kun havde ansvar for mig selv. Meget var lettere, da jeg ikke havde nogle økonomiske forpligtelser. Hvor var det dog skønt, da jeg boede hjemme og køleskabet altid var fuldt, og jeg ikke behøvede at tænke på at handle og lave mad. Hvor var det dog sjovt, dengang jeg kunne være ude hele natten og ligge i sengen hele næste dag uden, at der ustandseligt kom en 2-årig og rev i dynen, mens jeg prøvede at gense Dirty Dancing for hundrede syttende gang.

Hvornår sker skiftet? Hvornår indser man, at voksenlivet ikke er all it's cracked up to be? Er det når man sidder i hus til halsen, er blevet arbejdsløs, men stadig har økonomiske forpligtelser, har fået barn nummer et, barn nummer to eller barn nummer for meget? Er det bare når man ikke længere kan overskue alle de bekymringer, der kommer med ansvaret?

Ideen om voksenlivet er i sig selv en myte. Som ung kigger på sine forældre og misunder de voksne; de har styr på tingene, og de har ret til at bestemme over deres eget liv. Når man så bliver på deres alder, opdager man, at man mentalt ikke føler sig en dag ældre, end da man så på dem længselsfulde øjne. Man indser, at man alligevel ikke altid kan gøre, som man vil.

Man indser at man stadig er bange, usikker og bekymret. Man indser man stadig har lyst til at slå sig løst, danse natten lang og opføre sig upassende. Man indser, at man dybest set stadig føler sig ung og nogen gange har lyst til at rende lang pokker i vold, når man gang på gang bliver konfronteret med voksenlivets forpligtelser.

Jeg tror ikke, det ændrer sig. Jeg vil stadig sidde tilbage som 80-årig og føle mig som en forvokset teenager, klogere og mere rynket, men af sind vil jeg være den samme, som jeg er i dag, den samme, som jeg var dengang, jeg som barn var forklædt som voksen.