Når hudsulten melder sig

En tidlig aften i marts mødes jeg med et nogle venner på en bodega i indre by. Vi sidder tæt og får os nogle øl, mens vi joker om corona og ikke har nogen anelse om, hvad den nære fremtid bringer.

To dage senere sendes Danmark i lock-down, og det skønne ord hudsult ser dagens lys. Længsel efter at mærke et andet menneske helt tæt på. Trangen til at få det der kram, når man mødes med sine gode venner, eller i det hele taget bare være tæt på folk, uden at skulle tænke på smitterisiko og håndhygiejne.

Jeg håber, at hudsult bliver årets ord, eller i det mindste er med i kapløbet om titlen. Der er masser af corona-relaterede ord at vælge imellem, og covid-19 er i høj grad det, som 2020 vil blive husket for. Også sprogligt. Ordet hudsult er i sig selv ikke skønt, men det fanger essensen af det afsavn, som mange mennesker har lidt i det seneste halve år.

I løbet af de fire måneder jeg tilbragte i Danmark med familien i corona-exil, var det da en anelse underligt at mødes med veninder, man ikke havde set i lang tid uden at hilse med et kram. Egentlig har det ikke generet mig, at jeg ikke måtte kramme andre end dem fra min husstand. Det er det gode ved at have kæreste og barn i disse tider. Der er masser af kram at få og give til trods for anbefalinger om 1.5 meters afstand, men jeg kan sagtens sætte mig ind i situationen for de mennesker, der bor for sig selv, hvordan de har manglet fysisk berøring i en pandemitid.

Efter vores hjemkomst til Berlin har det overrasket mig, hvor anderledes folks indstilling er. Der er maskepligt, men bliver set stort på håndhygiejne, og jeg har flere gange måtte sige til venner, at jeg ikke giver kram. For mig er kram og berøring ikke super vigtigt, men jeg kender folk, der elsker at kramme, og kan sagtens forstå at seks måneder uden kram, kan føles endeløst.

Tilbage til den aften i marts: Jeg rejser mig, og min ven, som står oppe ved baren, stopper mig og giver mig et ordentlig kram og spørger om alt er okay. Det er et af de der kram, som man hviler i, hvor man snakker videre, mens man stadig krammer. Sådan et kram som man husker, når man sidder her 5 måneder senere og ikke har krammet andre end kæresten og barnet siden da. Hvis jeg har tendens til at føle hudsult og give pokker i virus og hygiejneforskrifter, så tænker jeg på det kram. Det er sådan et kram, man godt kan svælge i mindet om, og jeg er virkelig glad for, at det blev mit sidste kram. For det var et godt kram. Det var netop sådan et kram, jeg ville ønske mig, hvis jeg havde vidste, det blev mit sidste kram.