Nekrolog

Vi er i slutningen af marts. Det er godt en måned siden invasionen af Ukraine fandt sted. Nu sidder jeg på et plejehjem ved min fasters dødsleje og kigger ud på den blå himmel. Forleden, da jeg ankom, sneede det. De lette fnug faldt dagen lang, som var det pludselig blevet vinter igen. Vinteren bød mig velkommen til Danmark, da jeg stod ud af toget på Odense banegård, men det hvide lag var væk næste dag. Selvom det er koldt udenfor, føles det næsten helt forårsagtigt og varmt, som jeg sidder herinde. En tåre presser sig på, mens jeg bladrer gennem en af hendes mange fotoalbums og kigger på billeder af mig selv som barn, sommerferier på landet, festbilleder af onkler- og grandtanter, som er gået bort for længst.

Det er hårdt at sidde ved et dødsleje. Det et kommet bag på mig, selvom jeg har prøvet det før. Denne gang har jeg lettere til tåre. Det kan nogen gange overraske en, hvor meget man holder af et menneske.

Når jeg kigger ud af vinduet og ser den strålende sol og den dybe blå himmel, kan jeg ikke lade være med at tænke, at i dag er en smuk dag at dø på.

Jeg stopper pludselig med at bladre. På et billede står min faster i en gul t-shirt på en mark i et hav af gule blomster. Himlen er blå, og hun smiler stort. Billedet får mig til at tænke på det Ukrainske flag. Hvedemarken og den blå himmel. Frihed, kærlighed, uafhængighed, mod og liv.

Når jeg tænker på min faster, tænker jeg først og fremmest på hendes styrke, den livsglæde hun besad. Til trods for at hun led stor sorg mere end en gang i livet, har hun altid virket på mig som et meget taknemmeligt og livsglad menneske. Et menneske som fortalte pudsige historier og fandt på sjove aktiviteter og ikke gad at bruge tid på at brokke sig over petitesser eller de store ting for den sags skyld.

Det var indtil demensen overtog. Den milde og glade kvinde, jeg kendte, kunne godt være arrig og tvær, ligefrem utaknemmelig over at få hjælp. Hun kaldte plejepersonalet for madammer, selvom de behandlede hende godt. Måske er det i de år, hvor psyken og fysikken langsomt falder fra hinanden, hvor man igen bliver som et barn, at den undertrykte vrede og smerte over livets uretfærdighed kommer til udtryk. Man kan ikke længere holde det tilbage med tillært pli. Nu ligger hun tynd og afmagret og venter blot på, at hendes lys brænder ud. Jeg ønsker virkelig for hende, at hun kan få fred. Lige nu er hver dag en god dag at dø.

Kisten skal være overdækket med smukke blomster i alle regnbuens farver. Den skal udstråle glæde, akkurat som hun selv gjorde. Jeg skal huske at fortælle præsten, hvor fantastisk positiv et menneske hun var. Det er vigtigt, hun nævner det i kirken. Hun er medfølende og indlevende og tager sig god tid til os, og selvom hun ikke skriver noget ned i de to timer, vi sidder på hendes kontor, holder hun en vidunderlig og smuk tale ved bisættelsen. Man kan nok ikke få en smukkere afsked.

Jeg vil huske min faster for mange ting. Og selvom hun i de sidste dage kun var en skygge af sig selv, så vil et billede stå klart i min erindring. Det er sådan, hun var, og det er sådan, jeg ønsker at huske hende: smilende i en gul t-shirt omgivet af gule blomster og blå himmel på en varm sommerdag.