Spisebordsutopi

Jeg dyrker ideen om et rundt spisebord. Det skal være rundt, af træ, sådan som det vi havde i mit barndomshjem. Det skal lige nøjagtig være plads nok til otte, så sidder man også tæt. Til hverdag skal der kun stå fire stole.

Jeg har en forestilling om, at netop det bord vil ændre alt og gøre vores hjem meget mere behageligt at være i. Hvis jeg får det, vil spisebordet være mindre rodet. Der vil generelt være mindre rod i min stue, end der er nu, og det vil smitte af på resten af lejligheden. Jeg vil blive bedre, ja faktisk vil vi alle sammen blive bedre til at holde orden i vores hjem, hvis bare vi får det bord. Så vil vi ikke længere lade tingene ligge og flyde.

Der skal stå friske blomster på midten, og jeg kan sidde og arbejde der og mærke varmen fra træet, mens jeg beundrer blomsterne og min fine håndlavede kaffekop på træoverfladen, og jeg fejer småkrumme fra morgenmaden ned i hånden, så det syner perfekt. For hvis jeg får det bord, vil jeg altid rydde op efter mig. Der vil altid være et sted, jeg kan sætte mig at spise. Aldrig mere skal jeg gå fra det ene bord i lejligheden til det andet, forgæves, det ene mere overfyldt end det andet, for til sidst at skubbe tingene til side og indtage et lille hjørne. Legetøj, modeltog, strikketøj, sedler fra børnehaven, bonner og notesbøger. Der er ikke plads til den slags på det runde bord. Det står midt i rummet. Tingene vil ikke kunne stables op ad væggen som nu.

Hvis jeg får det bord, vil der aldrig mere ligge noget fra mig på nogen af bordene, og det vil de andre i husstanden selvfølgelig heller ikke. Det er jeg overbevist om.