DORTHE SLEJ PEDERSEN


Selvom jeg er 40, er jeg stadig ved at finde min stil og min vej. Det håber jeg aldrig, jeg bliver færdig med. 


I 2009 pakkede jeg min kuffert og vinkede farvel til Danmark. Det er blevet til tre år i London, seks måneder i Nantes/Frankrig og otte et halvt år i Berlin, hvor jeg nu bor og arbejder som tekster og oversætter. Jeg har en bachelor i kunst fra Central Saint Martins, men opdagede hurtigt i løbet af min uddannelse, at det var ordene og sproget, der trak i mig.

I løbet af de sidste 10 år, har jeg forsøgt mig med forskellige former for blogs, men min oplevelse er, at blogs nu til dags i høj grad handler om affiliate-kampagner og følgerskare.

Jeg har allerede begået den første brøler: Når man starter en blog/hjemmeside, skal man have et klart budskab.

Det er ikke tilfældet. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg vil med denne hjemmeside. Men den kalder på mig. 

Jeg har altid skrevet. Mere i nogle perioder, mindre i andre. Og nu her tre et halvt år efter mit barns fødsel, har jeg for alvor fået skrivelysten tilbage.

Som udlandsdansker føler jeg ikke, at jeg passer ind i den danske samfundsdebat. På samme måde føler jeg ikke, at mit sprog er stærkt nok til at blande sig i den tyske. Det er heller ikke alt, jeg skriver, som har en relevans i samfundsdebatten. Det her er mit rum. Her passer jeg ind og kan gøre, som jeg har lyst til.

Jeg skriver om ting, der interessere mig. Alt fra aktuelle temaer til bøger, jeg har læst, og hverdagssysler: tanker om moderskabet, kaffe, mit arbejde og at leve med et 3-sprogligt barn.